Finansiering af bolig eller ejendom i Berlin

 
Der findes efterhånden en række muligheder for at finansiere en bolig i Berlin.

Egenkapital
Du har selv alle pengene og har ikke behov for lånefinansiering. Dette er absolut den nemmeste form for finansiering. Din eneste omkostning ved lejligheden er dine fællesomkostninger - på tysk Hausgeld eller Wohngeld - samt grundskat til den tyske stat og ejendomsværdiskat til Danmark, hvis du ikke udlejer boligen. Vær opmærksom på, at der ofte kræves dokumentation for egenkapitalen, før sælger vil møde op hos notaren.

Lån i friværdien i Danmark
Hvis du har friværdi i din egen bolig, sommerhus eller andelslejlighed, kan du bruge denne som sikkerhed for et lån til en bolig i Tyskland. De fleste pengeinstitutter yder lån til egne kunder mod sikkerhed i kundernes faste ejendom. Lånet gives på markedsvilkår, hvad angår renter og løbetid.

Banklån med sikkerhed i Tyskland
En række danske banker tilbyder 20- eller 30-årige banklån med realkreditlignende betingelser, hvor der tages sikkerhed i ejendommen i Berlin. Typisk kan du låne 75 procent af købesummen på denne måde.